Nysommer

Kan man ikke godt lave nytårsforsætter den 1. juni? Nysommerforsæt? Det er da også lidt lettere at være motiveret, når solen skinner, end når det slud'er udenfor. Den 1. januar i år var jeg nemlig travlt optaget af at tude over min to dage gamle baby, så der var ikke lige tid til de store planer om halvmarathon og karriereplaner. Men nu synes jeg snart, at jeg har brug for nogle mål. Planer, ideer, som jeg vil holde mig selv fast på. Og hvilket bedre sted end i denne top-anonyme offentlighed?
1. Jeg vil løbe. Ikke halvmarathon, bare nok til at jeg bliver glad over vinden i håret og musikken i ørene.
2. Jeg vil blogge. Ikke hver anden måned, men hver anden dag. There, I said it. Nu må mine læsere gerne skælde mig ud, hvis jeg pjækker.
3. Jeg vil have gang i min hemmelig selvstændighedsdrøm. Jeg er færdig med at sidde og hensygne i dagpengeland og have ondt af mig selv og bebrejde krisen. Det er dybt urealistisk, det jeg har planer om, men jeg skylder altså mig selv at prøve. Og forresten, når jeg så gør det, ikke? Så skal jeg helt sikkert suge al læring omkring PR og branding og blogging ude af hende her. Sørme om hun ikke deler ud af sin viden i diverse gratis e-bøger, som jeg må begrave mig i. Jeg får allerede masser af inspiration i min indbakke fra Julias mini-mag, som udkommer et par gange om måneden. Og helt ærligt, ik? Så er det det ENESTE af de 50 forskellige nyhedsbreve jeg modtager, som jeg rent faktisk læser. Hermed anbefalet VARMT, hvis du interesserer dig bare en lille smule for at skrive, for at udtrykke dig selv og for nye tendenser.

Tre nysommerforsæt er nok rigeligt.

Strejke

Den slags dag, hvor man bliver afbrudt i søvnen, badet, morgenmaden, bloggeriet, tankerne - konstant. Dem, hvor der ikke er nogen til at tage over, så man liiiige kan få fem minutter, hvor man bare kan sidde og glo ud i luften. Dem har jeg lige haft ti af. Ti. Derfor den lange stilhed herfra. Morten har pissetravlt med alt muligt i København, Polen, Randers og alle mulige andre steder - and where does that leave me? Yep. Jeg fik æren af børnene. Alene. Eftersom samtlige bedsteforældre og andre onkel-typer var henholdsvis på Mallorca, Samsø, i Rom eller New York. Og nå ja, institutionen havde jo ligesom også lige lukket et par dage, ikke? Så jeg er brugt. Jeg får spat bare nogen så meget som tænker på at bruge ordet "mor". Hallo, spørg lige en anden, ikke? Få lige en anden til at hjælpe med det der LEGO, den der ble eller det der mad. Jeg strejker. Heldigvis kommer faren hjem i aften. Og så skal vi i sommerhus. Og JEG skal holde fri.

Knopper

Skoldkopper. Og så behøver jeg vel strengt taget ikke sige mere? De to ældste drengebørn er fuldstændig spættede overalt på deres små kroppe, feberhede og i det hele taget bare slået hjem. Det mindste drengebarn tager ikke imod (kunne egentlig være fint, hvis man bare kunne få dem alle overstået!). Til gengæld vågner dette mindstebarn hver evig eneste halve time (ja, også om natten.) For fanden. JEG får knopper af at være husfange og varte op, trøste nat og dag og være taknemlig for en times sammenhængende søvn.
TIL GENGÆLD: Vores vidunderlige lille have er sprunget ud i fuldeste flor. Jeg havde aldrig nogensinde troet, at jeg skulle blive sådan en, der får seriøs optur over at luge og ae lidt på den fine rabarber. Jeg tusser rundt mellem krydderurterne og bliver lige 10% lykkeligere af at se mine børn pille ved bænkebiderne og spørge hvordan blomster egentlig kommer ud. Lille er den, haven, den er jo i byen, men der er små kroge og gemmesteder alligevel, og jeg glæder mig til at sætte Sigurd på et tæppe med en solhat og et smil på sine fede kinder.
What else, skal jeg skrive lidt om at vi har rykket rundt i stuen? Sommerdæk på bilen eller sladder om naboen? Eller skal jeg hellere fortælle om at jeg drak mig fra sans og samling til damemiddag for nogle uger siden, dansede på bordet og spiste fallafel på vej hjem? Jeg er sgu lidt sammensat for tiden. Den ene dage føler jeg mig hip og ung, og den næste dag som en 45-årig småborgerlig storblomstret. Den ene dag går jeg all in på barsel og dyrker babysalmesang og ammehjerne. Dagen efter får jeg SPAT og gylper lidt bitter galde udover manden og synes det er voldsomt uretfærdigt, at det er ham der er ude i verden, dyrke sin passion, tjene penge, drikke øl, bruge sig selv til andet end at være til rådighed. Og så sidder jeg bare der, ik? Med unger (og lort) op til halsen og drukner lidt i praktiske gøremål og selvmedlidenhed. Vi får først vuggestueplads til Sigurd den 1. december. Og min mand "ville jo viiiiiirkelig gerne tage barsel, men eftersom han er selvstændig (og i øvrigt har deadline på ny plade selvsamme 1. december)  kan han jo desvæææææære ikke". Hm. Gode forslag til hvordan man realiserer sig selv og sit enorme potentiale (indenfor hvad ved jeg ikke helt endnu) mens man er på barsel med et ekstremt søvnfattigt barn??

Dagens ret

Goddag og velkommen til mit månedlige statusindlæg! Sløjt står det til. Altså med bloggeriet, ikke med livet. Jeg synes bare, sjovt nok, at tiden går så ultra stærkt. Sigurd er allerede 3,5 måned. Jeg læser fast med hos søde Louise hos maminka, som lige nu går og venter bravt på sin tredje søns ankomst. Jeg har allerede glemt det, jo. Ventetiden, fødslen, ankomsten. Den første spæde tid, hvor alt var nyt og skrøbeligt. Nu er Sigurd tyk og glad og alle har glemt, at han ikke altid har været her. Selvfølgelig har vi da tre børn - alt andet virker helt forkert.

Jeg øver mig på at snuse den ind, hverdagen. Og tiden. Så man ikke glemmer at se den og kommer til at glæde sig alt for meget til dagen er slut, ungerne puttet, så man kan se fjernsyn, så man kan komme i seng, så det kan blive weekend, så det kan blive hverdag, så børnene kan blive store, så man kan blive gammel, så man kan dø. Hvad er det nu man skal nå? Jeg øver mig i at sætte slowmotion-funktionen til, så man når at opfange alle de små ord og følelser, der flyver igennem luften på sådan en halvgrå tirsdag. Karrieren og drukturene og rejserne og faldskærmsudspringene (som om) må vente. Lige nu er der små, tykke og absolut spiselige menneskebørn på menuen.

Slut

Jeg elsker det her. Mand og ældstebørn sendt afsted, mindstebarn puttet, kaffen varm og pålægschokolade på bollen. Ahhh. Det er noget med, at man skal nyde de små stunder af dejlighed, ikke? Og ikke tænke for meget på, at jeg fra nu og (forhåbentlig) resten af livet har tre børn, som alle skal have en lige stor portion kærlighed, opmærksomhed og nærhed. For når jeg tænker den tanke får jeg en lille smule klaus. Altså, ikke fordi jeg ikke elsker dem alle umådeligt højt, vel? Bare fordi, at det sgu' er lidt voldsom en tanke. Tre børn. Lige nu fylder de alt. Den ene spiser af mig, den anden kravler på mig og den trejde taler til mig ... konstant.

På den ene side glæder jeg mig helt vildt til Otto skal i børnehave om tre måneder. Til han smider bleen og sutten og leger med de store. På den samme side glæder jeg mig til Anton skal i skole og til han selv kan gå hjem til sine venner og spille guitar og fodbold og sådan. På den helt modsatte side er det jo helt vanvittigt at tænke på ... (indsæt selv den gamle vise om, hvor tiden dog går og ungerne flyver fra reden).

Vi har besluttet at Sigurd skal være den mindste og sidste i vores rede. En svær beslutning, en kæmpestor en. Aldrig mere gravid? Aldrig mere føde? Aldrig mere møde et nyt lille menneske, som man skal dele sit liv med? Øv, men nej tak. Vi skal videre i vores liv. Vi skal prøve næste fase sammen med vores drenge, den der findes efter bleerne og de søvnløse nætter. Den hvor vi alle fem kan opleve sammen, og hvor jeg kan skride fra det hele i en uge uden at nogen dør.

Jeg glæder mig. Men holder også krampagtigt fast i denne tid, hvor Sigurd stadig er helt blød og duftende , hvor Otto stadig snakker lidt vrøvlet og hvor Anton stadig stiller spørgsmål som "hvordan smiler babyer, egentlig?" og gerne vil kysse og kramme, uden at han synes, jeg er pinlig.

Tid

Jo længere tid man har været væk fra sin lille blog, jo sværere er det jo at vende tilbage. Jeg gør det igen og igen. Holder pause og får ikke lige skrevet, alt imens det der virkelige liv drøner derudaf - på en gang i slow motion med ekstra close up og samtidig med den fede finger på fast forward. Lillen, Sigurd, er to måneder om lidt. Min krop er kommet sig over graviditet og fødsel, det føles som om det var i en anden tidsalder, jeg var gravid. Nætterne er stadig aldeles fucked, men dagene dejlige. Anton er blevet så stor og fornuftig og følsom, Krudtuglen Otto starter i børnehave om tre måneder og siger hele tiden sætninger, som man ikke kunne drømme om, han kunne sige og finder konstant på nye gøglernumre. Manden er startet på pladeindspilning i København, hvilket involverer to-tre dage om ugen med solo-morskab - og masser af mormor-love, heldigvis. Der er vintergækker og erantis overalt i vores lille byhave. Jeg længes efter den nyfødte baby, den forskræmte fugleunge som kun kunne ligge helt tæt og trygt ved mig. Ham som allerede nu smiler skævt ud gennem de runde kinder, og er på vej ud i verden. Jeg glæder mig over mine store drenge, som elsker hinanden overalt på jorden og leger sammen uafbrudt. De taler så pænt til hinanden og løser efterhånden de fleste konflikter selv. Endelig indkasserer vi bonussen ved at der kun er halvandet år i mellem dem - det var sgu' en benhård og dristig investering, men det giver tifold igen nu - snart tre år efter!

Vi er gode til at være forældre sammen. Vi er pisseseje i modvind og søvnunderskud, og gode til at nyde lykken på solskinssøndag på legeplads med glade børn og god kaffe. Vi skændes over rod og rengøring, men ved at det ikke stikker så dybt. Vi har været sammen i ti år til sommer. Vi var tyve, da vi mødte hinanden, og tror nok stadig at vi er så unge, selv om vi har Volkswagen, lejlighed, børneflok, vielsesringe og gæld sammen. Jeg håber vi altid vil være tyve sammen.

Jeg drømmer om en tur til Bali eller USA eller bare Lalandia. Et kolonihavehus engang? Et job, som gør at man kan rejse til Zanzibar engang i mellem, bare for at skrive og dykke, og et krydderurtebed i haven, så man altid har persille. Tror jeg starter med det sidste, det virker mest realistisk lige nu. Det andet skal jeg nok nå.

Ilddåb i stikordsform

Her køres på de absolut sidste dråber af reservedunken. Tre døgns alenemor med tre små drenge. To af dem skiftevisi syge, en af dem i en art søvnstrejke, et vigtigt møde, hvor sidstnævnte og sidstfødte måtte medbringes og tilfældigvis ikke sov undervejs, nætter som er helt til grin og bedsteforældre som alle usandsynligvis er bortrejste på samme tid, netop som Manden skulle starte på arbejde - tre dage i Berlin. Så har man da prøvet det. Og, hvis jeg selv skal sige det, bestået til UG. Fra nu af bliver det der trebørns-show da a walk in the park!


- Posted using BlogPress from my iPhone